Chapter 22

  Og Jesus tog til Orde og talte atter i Lignelser til dem og sagde:  

  "Himmeriges Rige lignes ved en Konge, som gjorde Bryllup for sin Søn.  

  Og han udsendte sine Tjenere for at kalde de budne til Brylluppet; og de vilde ikke komme.  

  Han udsendte atter andre Tjenere og sagde: Siger til de budne: Se, jeg har beredt mit Måltid, mine Okser og Fedekvæget er slagtet, og alting er rede; kommer til Brylluppet!  

  Men de brøde sig ikke derom og gik hen, den ene på sin Mark, den anden til sit Købmandsskab;  

  og de øvrige grebe hans Tjenere, forhånede og ihjelsloge dem.  

  Men Kongen blev vred og sendte sine Hære ud og slog disse Manddrabere ihjel og satte Ild på deres Stad.  

  Da siger han til sine Tjenere: Brylluppet er beredt, men de budne vare det ikke værd.  

  Går derfor ud på Skillevejene og byder til Brylluppet så mange, som I finde!  

  Og de Tjenere gik ud på Vejene og samlede alle dem, de fandt, både onde og gode; og Bryllupshuset blev fuldt af Gæster.  

  Da nu Kongen gik ind for at se Gæsterne, så han der et Menneske, som ikke var iført Bryllupsklædning.  

  Og han siger til ham: Ven! hvorledes er du kommen herind og har ingen Bryllupsklædning på? Men han tav.  

  Da sagde Kongen til Tjenerne: Binder Fødder og Hænder på ham, og kaster ham ud i Mørket udenfor; der skal der være Gråd og Tænders Gnidsel.  

  Thi mange ere kaldede, men få ere udvalgte."  

  Da gik Farisæerne hen og holdt Råd om, hvorledes de kunde fange ham i Ord.  

  Og de sende deres Disciple til ham tillige med Herodianerne og sige: "Mester! vi vide, at du er sanddru og lærer Guds Vej i Sandhed og ikke bryder dig om nogen; thi du ser ikke på Menneskers Person.  

  Sig os derfor: Hvad tykkes dig? Er det tilladt at give Kejseren Skat eller ej?"  

  Men da Jesus mærkede deres Ondskab, sagde han: "I Hyklere, hvorfor friste I mig?  

  Viser mig Skattens Mønt!" Og de bragte ham en Denar".  

  Og han siger til dem: "Hvis Billede og Overskrift er dette?"  

  De sige til ham: "Kejserens." Da siger han til dem: "Så giver Kejseren, hvad Kejserens er, og Gud, hvad Guds er!"  

  Og da de hørte det,undrede de sig, og de forlode ham og gik bort.  

  Samme Dag kom der Saddukæere til ham, hvilke sige, at der ingen Opstandelse er, og de spurgte ham og, sagde:  

  "Mester! Moses har sagt: Når nogen dør og ikke har Børn, skal hans Broder for Svogerskabets Skyld tage hans Hustru til Ægte og oprejse sin Broder Afkom.  

  Men nu var der hos os syv Brødre; og den første giftede sig og døde; og efterdi han ikke havde Afkom, efterlod han sin Hustru til sin Broder.  

  Ligeså også den anden og den tredje, indtil den syvende;  

  men sidst af alle døde Hustruen.  

  Hvem af disse syv skal nu have hende til Hustru i Opstandelsen? thi de have alle haft hende."  

  Men Jesus svarede og sagde til dem: "I fare vild, idet I ikke kende Skrifterne, ej heller Guds Kraft.  

  Thi i Opstandelsen tage de hverken til Ægte eller bortgiftes, men de ere ligesom Guds Engle i Himmelen.  

  Men hvad de dødes Opstandelse angår, have I da ikke læst, hvad der er talt til eder af Gud, når han siger:  

  Jeg er Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud. Han er ikke dødes, men levendes Gud."  

  Og da Skarerne hørte dette, bleve de slagne af Forundring over hans Lære.  

  Men da Farisæerne hørte, at han havde stoppet Munden på Saddukæerne, forsamlede de sig.  

  Og en af dem, en lovkyndig, spurgte og fristede ham og sagde:  

  "Mester, hvilket er det store Bud i Loven?"  

  Men han sagde til ham: "Du skal elske Herren din Gud med hele dit Hjerte og med hele din Sjæl og med hele dit Sind.  

  Dette er det store og første Bud.  

  Men et andet er dette ligt: Du skal elske din Næste som dig selv.  

  Af disse to Bud afhænger hele Loven og Profeterne."  

  Men da Farisæerne vare forsamlede, spurgte Jesus dem og sagde:  

  "Hvad tykkes eder om Kristus? Hvis Søn er han?" De sige til ham: "Davids."  

  Han siger til dem: "Hvorledes kan da David i Ånden kalde ham Herre, idet han siger:  

  Herren sagde til min Herre: Sæt dig ved min højre Hånd, indtil jeg får lagt dine Fjender under dine Fødder.  

  Når nu David kalder ham Herre, hvorledes er han da hans Søn?"  

  Og ingen kunde svare ham et Ord, og ingen vovede mere at rette Spørgsmål til ham efter den Dag.