| Chapter 2 |
1 | Jeg er Sarons Rose, Dalenes Lilje
|
2 | Som en Lilje midt iblandt Torne er min Veninde blandt Piger.
|
3 | Som et Æbletræ blandt Skovens Træer er min Ven blandt unge Mænd. I hans Skygge har jeg Lyst til at sidde, hans Frugt er sød for min Gane.
|
4 | Til en Vinhal bragte han mig, hvor Mærket over mig er Kærlighed.
|
5 | Styrk mig med Rosinkager, kvæg mig med Æbler, thi jeg er syg af Kærlighed.
|
6 | Hans venstre er under mit Hoved, hans højre tager mig i Favn.
|
7 | Jeg besværger eder, Jerusalems Døtre, ved Gazeller og Markens Hjorte: Gør ikke Kærligheden Uro, væk den ikke, før den ønsker det selv!
|
8 | Hør! Der er min Ven! Ja se, der kommer han i Løb over Bjergene, i Spring over Højene.
|
9 | Min Ven er som en Gazel, han er som den unge Hjort. Se, nu står han alt bag vor Mur. Han ser gennem Vinduet, kigger gennem Gitteret.
|
10 | Min Ven stemmer i og siger så til mig: Stå op, min Veninde, du fagre, kom!
|
11 | Thi nu er Vinteren omme, Regntiden svandt, for hen,
|
12 | Blomster ses i Landet, Sangens Tid er kommet, Turtelduens Kurren høres i vort Land;
|
13 | Figentræets Småfrugter svulmer, Vinstokken blomstrer, udspreder Duft. Stå op, min Veninde, du fagre, kom,
|
14 | min Due i Fjeldets Kløfter, i Bjergvæggens Skjul! Lad mig skue din Skikkelse, høre din Røst, thi sød er din Røst og din Skikkelse yndig.
|
15 | Fang os de Ræve, de Ræve små,som hærger Vinen, vor blomstrende Vin!
|
16 | Min Ven er min, og jeg er hans,som vogter blandt Liljer;
|
17 | til Dagen svales og Skyggerne længes, kom hid, min Ven, og vær som Gazellen, som den unge Hjort på duftende Bjerge!
|