| Chapter 13 |
1 | Viis Søn elsker tugt, spotter hører ikke på skænd.
|
2 | Af sin Munds Frugt nyder en Mand kun godt, til Vold står troløses Hu.
|
3 | Vogter man Munden, bevarer man Sjælen, den åbenmundede falder i Våde.
|
4 | Den lade attrår uden at få, men flittiges Sjæl bliver mæt.
|
5 | Den retfærdige hader Løgnetale, den gudløse spreder Skam og Skændsel.
|
6 | Retfærd skærmer, hvo lydefrit vandrer, Synden fælder de gudløse.
|
7 | Mangen lader rig og ejer dog intet, mangen lader fattig og ejer dog meget.
|
8 | Mands Rigdom er Løsepenge for hans Liv, Fattigmand får ingen Trusel at høre.
|
9 | Retfærdiges Lys bryder frem, gudløses Lampe går ud.
|
10 | Ved Hovmod vækkes kun Splid, hos dem, der lader sig råde, er Visdom.
|
11 | Rigdom, vundet i Hast, smuldrer hen, hvad der samles Håndfuld for Håndfuld, øges.
|
12 | At bie længe gør Hjertet sygt, opfyldt Ønske er et Livets Træ.
|
13 | Den, der lader hånt om Ordet, slås ned, den, der frygter Budet, får Løn.
|
14 | Vismands Lære er en Livsens Kilde, derved undgås Dødens Snarer.
|
15 | God Forstand vinder Yndest, troløses Vej er deres Undergang.
|
16 | Hver, som er klog, går til Værks med Kundskab, Tåben udfolder Dårskab.
|
17 | Gudløs Budbringer går det galt, troværdigt Bud bringer Lægedom.
|
18 | Afvises Tugt, får man Armod og Skam; agtes på Revselse, bliver man æret.
|
19 | Opfyldt Ønske er sødt for Sjælen, at vige fra ondt er Tåber en Gru.
|
20 | Omgås Vismænd, så bliver du viis, ilde faren er Tåbers Ven.
|
21 | Vanheld følger Syndere, Lykken når de retfærdige.
|
22 | Den gode efterlader Børnebrn Arv, til retfærdige gemmes Synderens Gods.
|
23 | På Fattigfolks Nyjord er rigelig Føde, mens mangen rives bort ved Uret.
|
24 | Hvo Riset sparer, hader sin Søn, den, der elsker ham, tugter i Tide.
|
25 | Den retfærdige spiser, til Sulten er stillet, gudløses Bug er tom.
|