| Chapter 8 |
1 | Mon ikke Visdommen kalder, løfter Indsigten ikke sin røst?
|
2 | Oppe på Høje ved Vejen, ved Korsveje træder den frem;
|
3 | ved Porte, ved Byens Udgang, ved Dørenes Indgang råber den:
|
4 | Jeg kalder på eder, I Mænd, løfter min Røst til Menneskens Børn.
|
5 | I tankeløse, vind jer dog Klogskab, I Tåber, så få dog Forstand!
|
6 | Hør, thi jeg fører ædel Tale, åbner mine Læber med retvise Ord;
|
7 | ja, Sandhed taler min Gane, gudløse Læber er mig en Gru.
|
8 | Rette er alle Ord af min Mund, intet er falskt eller vrangt;
|
9 | de er alle ligetil for den kloge, retvise for dem der vandt Indsigt 10Tag ved Lære, tag ikke mod Sølv, tag mod Kundskab fremfor udsøgt Guld;
|
11 | thi Visdom er bedre end Perler, ingen Skatte opvejer den
|
12 | Jeg, Visdom, er Klogskabs Nabo og råder over Kundskab og Kløgt.
|
13 | HERRENs Frygt er Had til det onde. Jeg hader Hovmod og Stolthed, den onde Vej og den falske Mund.
|
14 | Jeg ejer Råd og Visdom, jeg har Forstand, jeg har Styrke.
|
15 | Ved mig kan Konger styre og Styresmænd give retfærdige Love;
|
16 | ved mig kan Fyrster råde og Stormænd dømme Jorden.
|
17 | Jeg elsker dem, der elsker mig, og de, der søger mig, finder mig.
|
18 | Hos mig er der Rigdom og Ære, ældgammelt Gods og Retfærd.
|
19 | Min Frugt er bedre end Guld og Malme, min Afgrøde bedre end kosteligt Sølv.
|
20 | Jeg vandrer på Retfærds Vej. midt hen ad Rettens Stier
|
21 | for at tildele dem, der elsker mig, Gods og fylde deres Forrådshuse.
|
22 | Mig skabte HERREN først blandt sine Værker, i Urtid, førend han skabte andet;
|
23 | jeg blev frembragt i Evigheden, i Begyndelsen, i Jordens tidligste Tider;
|
24 | jeg fødtes, før Verdensdybet var til, før Kilderne, Vandenes Væld, var til;
|
25 | førend Bjergene sænkedes, før Højene fødtes jeg,
|
26 | førend han skabte Jord og Marker, det første af Jordsmonnets Støv.
|
27 | Da han grundfæsted Himlen, var jeg hos ham, da han satte Hvælv over Verdensdybet.
|
28 | Da han fæstede Skyerne oventil og gav Verdensdybets Kilder deres faste Sted,
|
29 | da han satte Havet en Grænse, at Vandene ej skulde bryde hans Lov, da han lagde Jordens Grundvold,
|
30 | da var jeg Fosterbarn hos ham, hans Glæde Dag efter Dag; for hans Åsyn leged jeg altid,
|
31 | leged på hans vide Jord og havde min Glæde af Menneskens Børn.
|
32 | Og nu, I Sønner, hør mig! Vel den, der vogter på mine Veje!
|
33 | Hør på Tugt og bliv vise, lad ikke hånt derom!
|
34 | Lykkelig den, der hører på mig, så han daglig våger ved mine Døre og vogter på mine Dørstolper.
|
35 | Thi den, der ftnder mig; finder Liv og opnår Yndest hos HERREN;
|
36 | men den, som mister mig, skader sig selv; enhver, som hader mig, elsker Døden.
|