| Chapter 90 |
1 | Herre, du var vor Bolig slægt efter slægt.
|
2 | Førend Bjergene fødtes og Jord og Jorderig blev til, fra Evighed til Evighed er du, o Gud!
|
3 | Mennesket gør du til Støv igen, du siger: "Vend tilbage, I Menneskebørn!"
|
4 | Thi tusind År er i dine Øjne som Dagen i Går, der svandt, som en Nattevagt.
|
5 | Du skyller dem bort, de bliver som en Søvn. Ved Morgen er de som Græsset, der gror;
|
6 | ved Morgen gror det og blomstrer, ved Aften er det vissent og tørt.
|
7 | Thi ved din Vrede svinder vi hen, og ved din Harme forfærdes vi.
|
8 | Vor Skyld har du stillet dig for Øje, vor skjulte Brøst for dit Åsyns Lys.
|
9 | Thi alle vore Dage glider hen i din Vrede, vore År svinder hen som et Suk.
|
10 | Vore Livsdage er halvfjerdsindstyve År, og kommer det højt, da firsindstyve. Deres Herlighed er Møje og Slid, thi hastigt går det, vi flyver af Sted.
|
11 | Hvem fatter din Vredes Vælde, din Harme i Frygt for dig!
|
12 | At tælle vore Dage lære du os, så vi kan få Visdom i Hjertet!
|
13 | Vend tilbage, HERRE! Hvor længe! Hav Medynk med dine Tjenere;
|
14 | mæt os årle med din Miskundhed, så vi kan fryde og glæde os alle vore Dage.
|
15 | Glæd os det Dagetal, du ydmygede os, det Åremål, da vi led ondt!
|
16 | Lad dit Værk åbenbares for dine Tjenere og din Herlighed over deres Børn!
|
17 | HERREN vor Guds Livsalighed være over os! Og frem vore Hænders Værk for os, ja frem vore Hænders Værk!
|