| Chapter 7 |
1 | Har Mennesket på Jord ej Krigerkår? Som en Daglejers er hans Dage.
|
2 | Som Trællen, der higer efter Skygge som Daglejeren, der venter på Løn,
|
3 | så fik jeg Skuffelses Måneder i Arv kvalfulde Nætter til Del. 4 Når jeg lægger mig, siger jeg: "Hvornår er det Dag, af jeg kan stå op?" og når jeg står op: "Hvornår er det Kvæld?" Jeg mættes af Uro, til Dagen gryr.
|
5 | Mit Legeme er klædt med Orme og Skorpe, min Hud skrumper ind og væsker.
|
6 | Raskere end Skyttelen flyver mine Dage, de svinder bort uden Håb.
|
7 | Kom i Hu, at mit Liv er et Pust, ej mer får mit Øje Lykke at skue!
|
8 | Vennens Øje skal ikke se mig, dit Øje søger mig - jeg er ikke mere.
|
9 | Som Skyen svinder og trækker bort, bliver den, der synker i Døden, borte,
|
10 | han vender ej atter hjem til sit Hus, hans Sted får ham aldrig at se igen.
|
11 | Så vil jeg da ej lægge Bånd på min Mund, men tale i Åndens Kvide, sukke i bitter Sjælenød.
|
12 | Er jeg et Hav, eller er jeg en Drage, siden du sætter Vagt ved mig?
|
13 | Når jeg tænker, mit Leje skal lindre mig, Sengen lette mit Suk,
|
14 | da ængster du mig med Drømme, skræmmer mig op ved Syner,
|
15 | så min Sjæl vil hellere kvæles. hellere dø end lide.
|
16 | Nu nok! Jeg lever ej evigt, slip mig, mit Liv er et Pust!
|
17 | Hvad er et Menneske, at du regner ham og lægger Mærke til ham,
|
18 | hjemsøger ham hver Morgen, ransager ham hvert Øjeblik?
|
19 | Når vender du dog dit Øje fra mig, slipper mig, til jeg har sunket mit Spyt?
|
20 | Har jeg syndet, hvad skader det dig, du, som er Menneskets Vogter? Hvi gjorde du mig til Skive, hvorfor blev jeg dig til Byrde?
|
21 | Hvorfor tilgiver du ikke min Synd og lader min Brøde uænset? Snart ligger jeg jo under Mulde, du søger mig - og jeg er ikke mere!
|