| Chapter 3 |
1 | Derefter oplod Job sin Mund og forbandede sin Dag,
|
2 | og Job tog til Orde og sagde:
|
3 | Bort med den Dag, jeg fødtes, den Nat, der sagde: "Se, en Dreng!"
|
4 | Denne Dag vorde Mørke, Gud deroppe spørge ej om den, over den stråle ej Lyset frem!
|
5 | Mulm og Mørke løse den ind, Tåge lægge sig over den, Formørkelser skræmme den!
|
6 | Mørket tage den Nat, den høre ej hjemme blandt Årets Dage, den komme ikke i Måneders Tal!
|
7 | Ja, denne Nat vorde gold, der lyde ej Jubel i den!
|
8 | De, der besværger Dage, forbande den, de, der har lært at hidse Livjatan";
|
9 | dens Morgenstjerner formørkes, den bie forgæves på Lys, den skue ej Morgenrødens Øjenlåg,
|
10 | fordi den ej lukked mig Moderlivets Døre og skjulte Kvide for mit Blik!
|
11 | Hvi døde jeg ikke i Moders Liv eller udånded straks fra Moders Skød?
|
12 | Hvorfor var der Knæ til at tage imod mig, hvorfor var der Bryster at die?
|
13 | Så havde jeg nu ligget og hvilet, så havde jeg slumret i Fred
|
14 | blandt Konger og Jordens Styrere, der bygged sig Gravpaladser,
|
15 | blandt Fyrster, rige på Guld, som fyldte deres Huse med Sølv.
|
16 | Eller var jeg dog som et nedgravet Foster. som Børn, der ikke fik Lyset at se!
|
17 | Der larmer de gudløse ikke mer, der hviler de trætte ud,
|
18 | alle de fangne har Ro, de hører ej Fogedens Røst;
|
19 | små og store er lige der og Trællen fri for sin Herre.
|
20 | Hvi giver Gud de lidende Lys, de bittert sørgende Liv,
|
21 | dem, som bier forgæves på Døden, graver derefter som efter Skatte,
|
22 | som glæder sig til en Stenhøj, jubler, når de finder deres Grav
|
23 | en Mand, hvis Vej er skjult, hvem Gud har stænget inde?
|
24 | Thi Suk er blevet mit daglige Brød, mine Ve råb strømmer som Vand.
|
25 | Thi hvad jeg gruer for, rammer mig, hvad jeg bæver for, kommer over mig.
|
26 | Knap har jeg Fred, og knap har jeg Ro, knap har jeg Hvile, så kommer Uro!
|